Vores telefonnummer.

3314 0387

Modtag Nyhedsbrev

Modtag info, nyheder, tilbud og invitationer til smagninger via vores nyhedsbrev!

:



Lupé-Cholet

 

Lupé-Cholet

 

Høst 1903 hos Lupé-Cholet

 

 

Nuits-Saint-Georges 1903

 

Firmaet Lupé-Cholet blev grundlagt i hjertet af Bourgogne. Mødet mellem "vinmanden" greven de Mayol de Lupé og "landmanden" greven de Cholet i 1903 blev starten til et godt makkerpar, og deres passion for gode vine har præget firmaet siden. Lupé-Cholet koncentreret sig fortsat om at producere vine i den burgundske tradition med stor omhu og både på egne domainer og med vine, som opkøbes og modnes i egne kældre.

At tage unge vine under sine vinger for at bringe dem frem til modenhed kræver i øvrigt stor dømmekraft, kunnen, ja næsten kunstnerisk fornemmelse!

Lupé-Cholet ejer følgende slotte:

 

Kælder på Clos de Lupé

 

 
Clos de Lupé

Kører man sydpå ad Route Nationale 74 fra Dijon til Beaune, skal man se både til højre og venstre. Til højre ligger de kendte kommunevine som Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny. Her er priserne høje selv hos de små vinbønder. Til venstre ligger der marker, der må nøjes med Appellation Bourgogne Contrôlé, til priser der er mere overkommelige.

Clos de Lupé ligger på den "billige" side i udkanten af byen Nuits-St.-Georges. Bagsiden af ejendommen vender ud mod vejen. Parken og vinmarkerne udgør kun ca. 2,5 ha. og ligger gemt på den anden side af bygningen. I huset bor Comtesse de Lupé. Hun er stadig medejer af firmaet Lupé-Cholet, der har sit hovedsæde her. Produktionen er selvsagt ganske lille, men ejendommen har været betydeligt større. En del af markerne er blevet doneret til kommunen, som har bygget et friluftsbad og et hospital på grunden.

Kældrene er meget smukke med klassiske hvælvinger. De rummelige kældre bruges nu af firmaet Lupé-Cholet, der her modner de vine, som man køber fra andre producenter eller distrikter. En nylig afsluttet restaurering af slottet afslørede i øvrigt, at der på stedet tidligere havde været et kloster, som sikkert stod i forbindelse med nabobygningen det berømte hospital Hospices de Nuits.
Clos de Lupé vinens karakter er typisk for Nuits-St.-Georges omend måske lidt kraftigere. Det skyldes den høje alder på ejendommens vinstokke. Vinen nyder særlig stor opmærksomhed under vinificeringen og behandles som en af de dyreste. Den klares bl.a. med friske æggehvider.

Château Gris

Château Gris
Château Gris (vinmark og slot) blev beplantet h.h.v. bygget efter den store revolution i 1793 i perioden fra 1793 - 1802. Denne periode var præget af kolossal arbejdsløshed, og opførelsen af Chateau Gris skete som beskæftigelsesarbejde. Slottet blev opført af M. Jeanniard (Comtesse Ines og Lilly de Mayol de Lupé's stamfader 5 generationer tilbage). M. Janniard blev bistået af sin svigersøn Grev Alexandre de Mayol de Lupé.

M. Jeanniard var den største vinavler i Côte d'Or men var samtidig kendt for sine på det tidspunkt meget fremsynede ideer. Han skrev bl.a. i sin dagbog, (som stadig er i familiens eje): "Almissegivning og velgørenhed er et angreb mod social værdighed, man skal give mænd et arbejde", og på denne baggrund lod han arbejdsløse opføre og beplante Château Gris.

Château Gris' vinmark blev anlagt på den bedste grund i Nuits-Saint-Georges, denne grund bærer også navnet "Les Crots". Jordbunden er ideel, og grunden har en perfekt hældning mod sydøst og dermed mange solskinstimer. I øvrigt er vinmarken anlagt i terrasser, hvilket er bemærkelsesværdigt i Bourgogne.

Slottet, som dog er et ganske lille slot, blev ligeledes bygget af de bedste materialer, og sten og træ måtte transporteres ved håndkraft. Til dette formål blev anvendt særlige kurve kaldet "hotte". Det var den første bygning i Nuits-Saint-Georges, som fik skiffertag, og befolkningen døbte da også straks slottet Château Gris (det grå slot). I dag har stort set alle huse i Nuits-Saint-Georges skiffertag. En anden bemærkelsesværdig ting man kan notere er, at Château Gris er en såkaldt "Monopole" for Lupé-Cholet, idet dette firma ejer alle parceller på slottets vinmarker, mens de fleste af de andre 1. Cru eller Grand Cru marker altid er splittet i små parceller, som ejes af mange forskellige vinbønder. For Château Gris betyder det en stor kontinuitet i kvaliteten fra år til år og en ensartethed i produktionen for en bestemt årgang.

Château Gris nyder stor anseelse for sin vin, som er kendetegnet ved sin kraft og holdbarhed samtidig med stor finesse. Disse kvaliteter er kendetegnende selv i "svage" årgange. I store år har Chateau Gris en næsten ubegrænset holdbarhed.

Château de Viviers, Chablis

Château de Viviers
Château de Viviers ligger ca. 10 km. øst for Chablis i en lille landsby, som bærer slottets navn. Slottet stammer fra det 16. århundrede og har igennem århundreder været en højt skattet vin ved det franske hof - bl.a. hos Solkongen Louis d. 14.. Så efterspurgt var vinen, at man en overgang overvejede at grave en kanal fra slottet og ned til floden Yonne, så vinen kunne sejles direkte fra slottet til Paris. Château de Viviers ejes i dag af bourgognefirmaet Lupé-Cholet i Nuits-St.-Georges. Slottet består af 27 ha. vinmarker i Appellation Chablis, Chablis 1. Cru (Vaillons, Epinotte og Vaucopins) og Chablis Grand Cru (Blanchots) og anses i området for at være en af de mest velholdte og prestigiøse ejendomme.

Udover vine fra egen vingård tilbyder Lupé-Cholet et udvalg af de fleste appellationer fra Bourgogne.

Aktiviteter

Vinoble på facebook