Vores telefonnummer.

3314 0387

Modtag Nyhedsbrev

Modtag info, nyheder, tilbud og invitationer til smagninger via vores nyhedsbrev!

:



Domaines Schlumberger

 

Domaines Schlumberger

 

Domaines Schlumberger - Kitterlé

 

Når man betragter Domaines Schlumberger’s fantastiske terrasseanlagte vinmarker på skråningerne ovenfor selve byen Guebwiller i det sydlige Alsace, fødes tanken øjeblikkeligt, at betingelserne for at producere store Alsacevine må være samlet netop hér. Forventningerne bliver næsten automatisk skruet i vejret, men de bliver til fulde indfriede. Vinene fra Schlumberger er ganske enkelt nogle af de bedste i Alsace og med de seneste investeringer i det absolut bedste tekniske vinifikationsudstyr, kan man godt forvente endnu mere i fremtiden.

Da familien Schlumbergers forfædre flyttede til Guebwiller i det 16. årh., var det benediktinerklosteret i Murbach i bunden af Guebwiller-dalen, som siden 700-tallet havde ejet og dyrket vinmarkerne i området. Udover munkene bestod klostret af gejstlige, som kom fra områdets adelsfamilier. De blev kaldt ”Princes Abbés”, da de havde rang af ”Prinz af den hellige romersk-tyske kaiserdom”, og munkene selv bar titlen af ridder! Den franske revolution i 1789, hvor klostrene blev frataget alle deres ejendomme, bragte således 1000 års ejerskab og dyrkning af områdets vinmarker til ophør. Vinmarkerne blev derefter opdelt i mindre enheder.

Det var 20 ha. af disse vinmarker, Nicolas Schlumberger købte, da han i 1810 kom til byen for at grundlægge en maskinfabrik til den blomstrende tekstilindustri. Han var også meget interesseret i landbrug og ville nok gerne satse på to forskellige heste... Domaines Schlumberger var født.

Tre generationer senere, i begyndelsen af det 20. årh., i en periode hvor mange vinbønder havde opgivet vindyrkningen efter phylloxera-angrebet, overtog Ernest Schlumberger (1885-1954) fimaet og restaurerede vinmarkerne. Det var i hans periode, at man knyttede flere parceller til ejendommen og i øvrigt indrettede alle vinmarkerne som terrasser. Han indførte dermed også en såkaldt ”vandret dyrkning” på dem.

I 1971 overtog Eric Beydon-Schlumberger ledelsen af  firmaet. Med stor begejstring gik han i gang med en total renovering af Domaines Schlumberger, herunder en omplantning af flere parceller.

I dag er det Alain Beydon-Schlumberger (6. generation) og hans niece Séverine Schlumberger (7. generation), som styrer det ca. 200 år gamle firma. Domaines Schlumberger’s vine bidrager dermed til de kun 22% af hele produktionen i Alsace, som laves af private vinbønder med druer fra egne vinmarker.

Domaines Schlumberger ejer i dag 140 ha. vinmarker, hvor størstedelen ligger lige ovenfor Guebwiller på en skråning, som visse steder hælder 60 %… Vinmarkerne er anlagt i en højde af 250 til 390 meter over havet og er uden tvivl nogle af de mest imponerende i Alsace. Terrasserne vender mod sydvest, syd og sydøst. Ingen andre kommuner i Alsace kan præstere at samle hele 4 Grands Crus’er som i Guebwiller.

70 ha. af Domaines Schlumbergers vinmarker ligger netop på disse Grand Cru-marker: Kitterlé, Kessler, Spiegel og Saering. De andre vinmarker ligger i Guebwiller-kommunen og få kilometer mod nord, bl.a. ved skråningerne Bollenberg og Bux.

Domaines Schlumberger - heste

 

Hos Schlumberger tager man såvel respekten for naturen som ønsket om at overdrage en bæredygtig produktion til de næste generationer alvorligt. På hele ejendommen har man siden 2001 produceret vinene efter kontrollerede Tyflo-principper (integreret landbrug). Fra samme tidspunkt har 60 ha. været dyrket økologisk og siden 2006 er 30 ha. desuden dyrket bio-dynamisk. Dette for at bibeholde markernes microbiologiske rigdom og beskytte jorden, vandet og luften.

Til vedligeholdelse af den del af vinmarkerne som er indrettet i terrasser har Domaines Schlumberger et fast hold af 4 murere fastansat. De er specialister i netop den form for muropbygning (over 50 km. i alt) som man bruger her, og som stammer helt tilbage fra romertiden. Man anvender områdets mest udbredte stenart, vogesernes røde sandsten. Det viser sig i dag, at terrassedyrkningen er optimal, da jorden på skråningerne er meget sandholdig og nemt vil kunne skylles væk under uvejr, som f.eks. i Piemonte, Douro eller den nordlige Rhônedal. Kombinationen af disse terrassers indretningform og beskæringen af vinstokkene er afgørende for planternes trivsel og naturlige modstandskraft mod uvejr og sygdomme.

Det er i dag blevet mere almindeligt, at man igen anvender heste til arbejdet i vinmarkerne, men hos Domaines Schlumberger har man til alle tider brugt heste. Lidt udenfor byen Guebwiller ejer firmaet en gård, hvor man bl.a. holder 4 heste af racen ”Franc Comtoise”, en rolig og arbejdsom hest – som ikke lider af højdeskræk! På samme gård har markarbejderne deres udstyr og værktøj, og det er også her, man frembringer den bio-dynamiske gødningsblanding, som man anvender på markerne.

Domaines Schlumberger hovedsæde med kontor, kældre og lager ligger midt i den lille by Guebwiller. Kælderen er et skoleeksempel på, hvordan man kan udnytte tradition og modernisme fuldt ud. Hypermoderne luftpresser garanterer en skånsom presning som bibeholder druernes aromaer. 80 rustfrie ståltanke i et utal af størrelser tillader, at man kan vinificere små parceller for sig og dermed sikre deres særlige karakterer hele vejen frem til den færdige vin. Friskheden og frugten prioriteres hos Schlumberger. I modningskælderen råder man over 120 store træfade som alle er udstyret med temperaturregulering.

Høstudbyttet er begrænset på hele ejendommen til højst 60 hl./ ha. Det er ekstremt lavt for Alsace. Men på visse parceller er udbyttet ekstremt lavt – helt ned til 20 hl./ha. Alt i alt producerer Domaines Schlumberger ca. 800.000 flasker årligt. Ca. 65% af vinene går til eksport.

Domaines Schlumberger producerer følgende vine:

Les Princes Abbés-serien: Omfatter de 7 klassiske druesorter fra Alsace og laves dels på druer produceret på Grands Crus-marker samt druer fra de andre vinmarker. Navnet er til ære for de gejstlige, som i ca. 1000 år passede vinmarkerne i Guebwiller.

Grands Crus: Kun tre af de fire druesorter som er tilladte på de lokale Grands Crus, produceres hos Schlumberger: Riesling, Pinot Gris og Gewürztraminer. Grands Crus-vinene bliver ikke nødvendigvis produceret hvert år. I mindre gode årgange bliver nogle vine deklassificeret til Prince Abbés.

Markerne er beplantede således:
Grand Cru Saering: Riesling
Grand Cru Spiegel: Pinot Gris
Grand Cru Kessler: Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer
Grand Cru Kitterlé: Riesling, Pinot Gris Kitterlé (Schlumberger’s klon), Gewürztraminer.

Cuvées de Collection: Vine lavet på Vendanges Tardives (senhøst) eller Sélections de Grains Nobles som kun produceres i de bedste årgange og udelukkende fra Grands Crus-marker.

Cuvée Christine: Gewürztraminer Vendange Tardive
Cuvée Anne: Gewürztraminer Sélection de Grains Nobles (11 årgange siden 1945) : 1945, 1947, 1959, 1964, 1971, 1976, 1988, 1989, 1997, 1998 og 2000.
Cuvée Clarisse: Pinot Gris Sélection de Grains Nobles (6 årgange siden 1945) : 1945, 1964, 1989, 1997, 1998 og 2000.
Cuvée Ernest: Riesling Sélection de Grains Nobles : 1945, 1971 et 1999.

Hjemmeside for Domaines Schlumberger:
http://www.domaines-schlumberger.com/

Nyheder fra Domaines Schlumberger jan. 200):
DVS NEWS 2008.pdf

Præsentation som pdf:
schlumberger_generelt_grafik_pdf.pdf

Domaines Schlumberger - familien

Aktiviteter

Vinoble på facebook