Vores telefonnummer.

3314 0387

Modtag Nyhedsbrev

Modtag info, nyheder, tilbud og invitationer til smagninger via vores nyhedsbrev!

:



Château Grillet

 

Château Grillet

 

 

Chateau Grillet


Lidt syd for Vienne i den nordlige Rhônedal ligger et af Frankrigs mest unikke hvidvins-områder: Condrieu. Hvidvin udgør ikke en ret stor del af produktionen ved Rhône-floden, men netop i Condrieu-området produceres der kun hvidvin og det udelukkende på Viognier-druen. Denne særprægede drue har ikke haft den store udbredelse, men i de senere år har den alligevel vakt vinproducenters interesse verden over efter netop sine flotte resultater i Rhône og Sydfrankrig.
Midt i Condrieu-området ligger Château-Grillet som en enklave med ret til egen appellation. Med sine 3,8 ha. er ejendommen Frankrigs mindste enkeltejede appellation.

Familien Neyret-Gachet erhvervede ejendommen i 1830, og stedet var på 3 ha., da det fik sin selvstændige appellation. I 1961 var det André Baratin-Canet, der havde giftet sig ind i familien, som overtog slottet, der på dette tidspunkt var nede på 1,7 ha. vinmarker. Han fik gavn af sin tidligere virke som ingeniør til at foretage en kæmpe renovering af både terrasserne omkring slottet og selve bygningerne. Han købte desuden et hektar jord bag slottet og genplantede Viognier overalt, hvor det var muligt. Kritikerne siger, at han måske brugte lidt for meget gødning og havde tendens til at producere for mange druer (bl.a. i årgange som 1983 og 1984, hvor vinen var en smule tynd), men han foretog et kæmpe arbejde for at bringe slottet til dets oprindeligt høje niveau.
Han døde i 1994 i en alder af 82, natten før høsten skulle gå i gang. Hans datter Isabelle Baratin-Canet, som havde fulgt hans arbejde tæt i nogle år, besluttede sig for at fortsætte hans virke. Som en af de første opgaver moderniserede hun udstyret i kælderen. Langsomt men sikkert var hun med til at forbedre vinene.

Da hendes fars ønolog Max Leglise døde, blev hun klar over, at hun skulle bruge ekstern hjælp til vinificeringen. Fra årgang 2001 sikrede hun sig derfor hjælp fra hvidvinspecialisten Prof. Denis Dubourdieu. At hente en super-ønolog til hjælp var noget af en satsning, især i et område, hvor man ikke altid ser velvilligt på ønologer fra Bordeaux!

Slottets vinmarker er anlagt på terrasser på de stejle granitklipper omkring ejendommen. Skråningerne antager her en nærmest amfiteater-agtig form med syd-sydøstlig soleksponering. Denne fordybning beskytter vinmarkerne mod nordenvinden, som godt kan være et problem i resten af Condrieu. Jordbunden, som næsten udelukkende består af granit og mergel, adskiller sig også fra resten af Condrieu, hvor man finder mere skiffer og ler. Mens man ofte har været tilbøjelig til at plukke druerne sent i Condrieu, med en alkoholpotentiale på ca. 14%, har det altid været tradition for at plukke druerne tidligt på Château-Grillet. Alkoholprocenten er derfor en smule lavere (ofte ca. 13%, dog min. 11% ifølge AOC) og syreindholdet modsat en smule højere. Disse forhold er med til at give en vin, der i sin ungdom kan virke mere bastant og med mindre umiddelbar frugt end en Condrieu, men samtidig en vin, der med alderen åbner sig og opnår aromaer som få Condrieu-vine er i stand til at opnå.

Viognier-druen er tørkeresistent som få hvidvinsdruer og derfor som skabt til det tørre og varme klima i Rhônedalen. Druen er i stand til - på trods af stegende hede - at bevare sin syrlighed og sin fine parfumerede aroma, selv om udbyttet kan være høj.
Et af de første indgreb, som Prof. Didier Dubourdieu foretog på Château-Grillet, var fra årgang 2003 at nedsætte udbyttet fra ca. 47 hl./ha. til max. 37 hl. på de forholdsvis gamle vinstokke (gnst. 40 år). Dette er opnået ved en kraftigere beskæring og en bedre selektering af klaserne.

Også i kældrene har Dubourdieu sat sit præg. En ny luftpresse er blevet installeret, som er meget mere skånsom med presning af druerne end den gamle, og mindre tanke (7-20 hl.), som tillader en mere individuel behandling af de forskellige parceller, er nu i anvendelse. Mens man før i tiden gav alt vinen systematisk 24 mdr. på nye og gamle træfade, er man siden 2003 gået over til kun at lagre 25% af vinen på nye træfade. Man har i øvrigt også skiftet fadleverandør.
Husets tykke vægge sikrer en god, stabil, lav temperatur, og man behøver derfor ikke at anvende temperaturreguleret udstyr.

Château-Grillet er stadig let genkendelig på den slanke brune flaske, den aftappes på, og som ingen andre i Frankrig anvender.
I øvrigt udbyder Château-Grillet også to af Frankrigs mest spændende brændevine, nemlig Fine og Marc du Château-Grillet, som henholdsvis laves på vin lavet på druer fra slottets marker og fra kvas efter presningen af vinen.

Der burde i grunden være et stilskifte i vinen fra og med årgang 2001 og især efter 2003 (som i øvrigt allerede blev høstet fra d. 15. august), hvor Dubourdieus ændringer slår igennem. Ud fra f.eks. 2003 som overalt i området ellers var en lidt voldsom årgang og fra 2004 og 2005, kan man godt spore en mere delikat og frugtrig linie. Men Château-Grillet skal - som altid - have lidt luft, før den giver det hele fra sig. Det anbefales derfor at bruge store glas til serveringen.

Vinen har en lys, brillant farve i sin ungdom og plejer at udvikle sig mod det gyldne efter nogle år. Efter få minutter i glasset udvikler vinens flotte aromaer sig med nuancer af mandler, fersken og abrikos. I smagen er vinen rig og fed, men årgangens charme giver den også et meget delikat og friskt præg. Man forbavses virkeligt ved Château-Grillets blanding af både en mineralsk og en vegetalsk stil, som er ret enestående.
(Renaud Bronner 2008)

Aktiviteter

Vinoble på facebook