Vores telefonnummer.

3314 0387

Modtag Nyhedsbrev

Modtag info, nyheder, tilbud og invitationer til smagninger via vores nyhedsbrev!

:



Domaine Vincent & Sophie Morey

 

Domaine Vincent & Sophie Morey

 

Vincent Morey - Kaeldre


I vinbyen Chassagne-Montrachet har navnet Morey været synonym med kvalitet i flere generationer, og en af de vingårde, man især har lagt mærke til i de seneste år, er Domaine Bernard Morey. Efter 46 års arbejde på vingården har hr. og fru Morey nu overdraget deres livsværk til deres to sønner, Vincent og Thomas. 2006 var således den sidste årgang, Bernard Morey stod for, vinmæssigt såvel som kommercielt. Som Bernards far gjorde, da han overdrog gården til den nye generation, har Bernard beholdt en parcel eller to som han kan ”lege” med...

I 2006 grundlagde de to sønner hver deres eget domaine, dels med de vinmarker, som de har arvet fra deres forældre, dels med vinmarker, der kommer fra deres koners familier. 2007 var deres første årgang.

Den ældste søn Vincent og hustruen Sophie arvede forældrenes ejendom i Morgeot i udkanten af Chassagne, hvor Bernard vinificerede sine rødvine. Efter endt ønologistudie i Beaune og praktik i St. Emilion i Bordeaux, vendte Vincent tilbage til familiens vingård i 1986 og har således arbejdet sammen med Bernard i ca. 18 år. Det har naturligt nok præget ham. Sophie stammer selv fra en familie af vinproducenter i Santenay, Domaine Ménager-Belland. 1986 var i øvrigt den første årgang, hun selv vinificerede på familiens vingård.

Vingården har fået navnet Domaine Vincent et Sophie Morey og dyrker vin på i alt ca. 20 ha. i Cheilly-les-Maranges, Santenay, Chassagne-Montrachet, Saint-Aubin og Puligny-Montrachet.

Vincent og Sophie dyrker deres vinmarker som deres have. ”For at lave flotte vine, skal man først og fremmest have flotte druer”, er de begge enige om. ”Hele teamet på gården er ekstremt fokuseret på dyrkningen. Det er ingen hemmelighed, at vi bruger meget tid på arbejdet i vinmarkerne og går op i detaljerne. Det har vi arvet fra min far”, siger Vincent.

En anden grundregel for Vincent og Sophie er at tilpasse kunnen og erfaring efter den aktuelle årgang. Årgangene ligner ikke hinanden, klimatiske forhold kan ændre sig radikalt. Høstdatoen er enormt vigtig. ”Man skal ikke høste for tidligt. Hvis man har lavet arbejdet ordentligt siden vinteren, og planterne er sunde, er der ingen grund til at forhaste sig”, siger Vincent.

Vincent Morey - Druesortering



Et års arbejde på Domaine Vincent og Sophie Morey:
Den første beskæring foretages i november. Hovedbeskæringen foretages i februar-marts, Guyot for Chardonnay og Cordon de Royat for Pinot Noir. De beskårede grene bliver brændt på selve parcellen i en trillebør med tønd, som traditionen er i Bourgogne. Marts er også tiden, hvor man erstatter planter i rækkerne, nyplanter parceller eller vedligeholder støttetrådene i rækkerne. Det er også perioden for pløjning eller maskinelt fjernelse af ukrudt. Sygdomsbekæmpelse er spredt fra marts til juli-august efter principperne for ”integreret landbrug”.

Når foråret kommer, fjernes overflødige skud eller grene, og grenene løftes. ”Hvis man fjerner de overflødige skud allerede på dette tidspunkt, behøver man ikke senere at foretage en for omfattende ”grøn høst”, hvor man fjerner en del af klaserne”, forklarer Sophie og fortsætter: ”Fra juni begynder vi manuelt at fjerne en del af bladene for Pinot Noir. Dels vinder vi tid senere under høsten, da klaserne er nemmere at se og plukke, dels høster vi druer, som er mere modne og tørre. Alt i alt bedre”.

Vinificeringen af rødvinene
- Sortering af druerne ved plukningen og på vibrerende sorteringsbord ved ankomsten i kælderen.
- Kold temperatur under vinificering.
- Gæring i 15-20 dage med mindst to omrøringer pr. dag.
- Presning og derefter naturlig bundfældning i 48 timer.
- Overførelse på fad (50% nye fad).
- Modning på fad i 12 måneder.
- Overførelse på tank inden den næste høst.
- Aftapning i starten af november.

”For de røde prøver vi på at fange så meget frugtkarakter som muligt i flasken. Vi vil gerne undgå tørhed (astringens) i vinen og hellere fremhæve finesse. Derfor skal vi høste modne Pinot Noir-druer. Vore vine skal kunne drikkes unge”, siger Vincent Morey.

Vinificeringen af hvidvinene
- Masning og presning.
- Naturlig bundfældning i 24 timer.
- Overførelse på fad hvor gæringen starter.
- Sukkerkontrol til midten af april.
- Afstikning.
- Overførelse på tank og tilbage på fad til midten af juli.
- Overførelse på tank og klaring.
- Aftapning midten i august.

”Vi har valgt at prioritere rundhed, righed og fedme i vore hvidvine og prøver på at fremhæve de ”smørrede” toner. Sammen med aromatisk friskhed og godt potentiale giver det en god harmoni”.

Familien Vincent Morey

Aktiviteter

Vinoble på facebook