Vores telefonnummer.

3314 0387

Modtag Nyhedsbrev

Modtag info, nyheder, tilbud og invitationer til smagninger via vores nyhedsbrev!

:



Château Milon / Clos de la Cure

 

Château Milon / Clos de la Cure

 

 

Château Milon/Clos de la Cure

 

Saint-Emilion er uden tvivl et af de mest kendte og efterspurgte distrikter, når danskerne skal købe vin til en god middag. Selve byen Saint-Emilion er én af de smukkeste seværdigheder i Bordeaux-området. Det er en middelalderby, som oprindeligt var befæstet og havde et kloster med egen domkirke. Byen er en fornøjelse at besøge i dag med sine små hyggelige torve og skrå gader, som smyger sig mellem smukke gamle huse. Jordbunden under byen består af kalksten, som har gjort det nemt at grave de mange vinkældre, hvilket giver den dejlige fornemmelse af altid at gå over millioner af Saint-Emilion flasker. Selve kirken, som stammer fra det 11.-12. årh., er således hugget i klippen.

 

Vinene fra Saint-Emilion er primært produceret på Merlot, hvilket skyldes den meget ler- og kalkholdige jordbund, som dominerer området. Château Les Giraudels de Milon produceres på Château Milon-Clos de la Cure, som er en af de ældste ejendomme i Saint-Emilion, og som har været i Bouyer familiens eje i mere end 300 år. Fra og med årgang 1999 er det nu den unge generation med Céline og Pierre, som har overtaget ejendommen, mens forældrene Christian og Françoise nu vil nyde et velfortjent otium, hvis de kan holde sig fra arbejdet. Rent vinificeringsmæssigt var det dog allerede fra årgang 1995, at den nyuddannede oenolog (kældermester) og søn Pierre overtog styringen.

 

Slottet ligger ca. 3-4 km. øst for byen Saint-Emilion, og vinmarkerne udgør i alt 20 ha. Sjældent i Bordeaux ser man så velplejede marker og vellavet vine som på Château Milon. På Milons marker er fordelingen 75% Merlot og 25% Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon med et gennemsnitligt udbytte på 40 hl./ha.
Château Les Giraudels de Milon/Clos de la Cure er klassificeret som Grand Cru, og karakteren er klassisk for Saint-Emilion.

 

Les Giraudels de Milon 
På slottet foretager man altid en kraftig sortering af druerne under høsten, og man behandler hver parcel på marken i en tank for sig. Siden han overtog ansvaret for vinificeringen i 1995, foretager Pierre Bouyer en ”saignée” (åreladning), hvor ca. 20% af mosten blev sorteret fra inden gæringen. Dette for at give en mere koncentreret vin. Gæringen og macereringen varer 3 uger med 4 daglige omrøring i masken for at fremme frugtkarakteren og begrænse astringensen i vinen. Derefter bliver ca. 70% af vinen modnet på fad i 18 måneder, hvor 1/3 af fadene er nye, 1/3 1 år gamle og 1/3 2 år gamle. Klareringen foregår som på de store slotte med æggehvider, og aftapningen finder sted uden filtrering, hvorved ingen aromaer eller smagsnuancer går tabt.

Vinen ligger flot i linie med den vin, som Pierres far lavede indtil 1995, men den har helt klart fået mere struktur og harmoni efter Pierres overtagelse. Allerede i sin ungdom giver den en masse fra sig, men man fornemmer, at hvis man har lidt tålmodighed, vil Les Giraudels de Milon give endnu større oplevelser.

Vinen er velegnet til f.eks. kalvekød, lammekød, fjerkræ og fulgevildt eller til ost.

 

Clos de la Cure
Fra og med årgang 1995 er det som sagt sønnen Pierre, som har overtaget styringen af vinificeringen på Clos de la Cure, og det er først og fremmest i kælderen, han har sat sit præg. Nye rustfri ståltanke til gæring og flere og nyere træfade til modning af vinen er blevet anskaffet. Vinene får generelt en længere gæring og ligeledes en længere modning på træfade.

Gæringen og macereringen varer 3 uger med 4 daglige omrøring i masken for at fremme frugtkarakteren og begrænse astringensen i vinen. Derefter bliver vinen modnet på fad i 15-18 måneder, hvor 35-40% af fadene er nye og resten 1-2 år gamle. Klareringen foregår som på de store slotte med æggehvider, og aftapningen finder sted uden filtrering, hvorved ingen aromaer eller smagsnuancer går tabt.

I smagen har vinen Saint-Emilions klassiske frugtsødme samt flotte nuancer af lakrids og chokolade med en lang koncentreret eftersmag. Clos de la Cure har altid godt af nogle års lagring, før den når sin balance, og den har potentiale nok til 8-10 år i kælderen.

Server Clos de la Cure til braiserede vildtretter, til lamme- eller oksekød eller til en mild rødskimmelost.

Aktiviteter

Vinoble på facebook