Vores telefonnummer.

3314 0387

Modtag Nyhedsbrev

Modtag info, nyheder, tilbud og invitationer til smagninger via vores nyhedsbrev!

:



Les Vins de Vienne

 

Les Vins de Vienne

 

Coteaux de Seyssuel

 

Historien om vinmarkerne omkring Seyssuel er tæt forbundet med historien om vinene nær byen Vienne i det nordlige Rhône og går helt tilbage til Romerne. I romersk tid var byen Vienne hovedstaden for Allobrogie, (et land og en befolkning som bredte sig i Dauphiné og i Savoie), og skråningerne ved Seyssuel nord for byen Vienne var berømte for deres vines høje kvalitet. Stedets navn kommer fra det romerske Saxeolum, som betyder ”den lille klippe”.

Den romerske forfatter og videnskabsmand Plinius fremhæver vinene fra Vienne for deres meget kraftige og koncentrerede smag med nuancer af tjære og harpiks. Han nævner vinene som nogle af de mest værdsatte i romerriget.

Efter at have lidt meget under religionskrige i det 16. årh. blev hele området omkring Vienne ødelagt af phylloxera i slutningen af 18-hundredetallet og kun delvist beplantet igen i begyndelsen af 19-hundredetallet. I 1960’erne blev vinmarkerne ganske enkelt opgivet som værende alt for besværlige og for lidt rentable. Det var perioden, hvor ”industrielle” vine fra Syd-Rhône og Languedoc havde kronede dage. Da man i 1970’erne genopdagede områder som Condrieu, Hermitage, Cornas og Côte-Rôtie, glemte man fuldstændigt markerne ved Seyssuel.

Det var derfor mest buske, krat og ukrudt, som siden phylloxera voksede på disse smukke skråninger på den anden side af Rhône floden i forhold til f.eks. Côte-Rôtie.

Renæssance
Under sine oenologi-studier opdagede vinbonden Pierre Gaillard et par bøger, hvor Seyssuels gyldne fortid blev omtalt. Det gjorde ham nysgerrig, og nogle år senere udforskede han de skråninger, som i sin tid blev dyrket af romerne. Hans begejstring for stedet smittede af på to af hans venner – François Villard og Yves Cuilleron – begge vinbønder i området. Under en god middag i maj 1995 blev tanken om at genskabe vinmarkerne for Vins de Vienne født.

Efter en del undersøgelser i området besluttede de 3 venner at genbeplante 25 ha. vinstokke på parceller udvalgt efter deres beliggenhed og deres undergrund. De samme druesorter, som i sin tid gjorde området berømt, blev brugt: Syrah og Viognier.

Det er i Seyssuel, at Rhônedalen er smallest med sine kun 700 m. bredde. Her finder man et for det nordlige Rhône usædvanligt middelhavsklima med cikader, blomsterarter og kaktus, som normalt findes 200 km. længere sydpå. Dalens forsnævring giver stor vindaktivitet, noget som er gunstigt for at undgå fugtighed på bladene og druerne og på den måde forhindre dannelse af skimmel eller mug.

Jordbunden består af kvarts- og glimmerholdigt skiffer, som har en ganske særlig evne til at optage solvarmen og afgive den langsomt om natten, og som kombineret med terrasserne giver en ganske god dræning.

Til markedsføringen af vinene fra Seyssuel har man bestemt at anvende de oprindelige romerske navne.

Sotanum, som under romerne blev fremhævet for sine helbredende evner, laves på druen Syrah. 1999 er utroligt koncentreret i farven. I duften finder man en meget kompakt frugtkarakter med en flot sødme og nuancer af mørke kirsebær, krydderier og en smule vanille. Smagen er ufatteligt intens med toner af tjære, sort peber og igen kirsebær. De 20 måneder på nye træfade har præget vinen, men trækarakteren smelter fint i vinen. I eftersmagen bliver vinen ved med at give fra sig. Det kan kun være terroiren og vinificeringen, som giver en så perfekt vin, når vinstokkene er så unge.
Taburnum, hvis navn henviser til de flotte terrasser, hvor den vokser, laves ligeledes på Syrah.
Heluicum laves kun i de bedste årgange på Syrah druen.
Sotanum rosé laves på Syrah og modnes 20 måneder i barriques.
Viognier produceres ved foden af ærkebiskoppen af Viennes gamle slot udelukkende på druen Viognier.

Druerne
Syrah giver utroligt aromatiske, farverige og koncentrerede vine i Seyssuel. Her finder man nuancer af viol, lakrids, hindbær og solbær.

Viognier, som også bliver brugt i områder som Château-Grillet og Condrieu, har det bedst på fattige og stenrige jordbunde. Den er derfor ideel til Seyssuel området. Den giver alkoholrige vine, som samtidig er runde og helstøbte med nuancer af viol, akacie og, når den modner, fersken og abrikos.

Dyrkning
Druerne, klimaet og terroir’en har stor indflydelse på vinens karakter, men det er menneskene bag vinen, som påvirker den mest. På Domaine des Vins de Vienne bruger man de teknikker,som skal til for at lave en stor vin.

Den vigtigste regel i dyrkningen på Domainet er at forsøge at høste druer, som er optimalt modne. For at fremme dette bliver f.eks. parceller med den største hældning tættest beplantet. Det giver en god konkurrence mellem vinstokkene og sænker hver plantes udbytte. På knap så stejle skråninger bliver vinstokkene plantet på en sådan måde, at man opnår en optimal eksponering til solen. Desuden praktiserer man teknikken med at fjerne en del af bladene et par uger inden høst samt en ”grøn høst”, hvor man allerede i juli fjerner de klaser, som ikke er optimalt udviklede.

Den anden regel er at praktisere en dyrkning så tæt på naturen som muligt. På Domaine des Vins de Vienne anvender man ingen insektmidler eller ukrudtsmidler. Skråningerne ved Seyssuel påvirkes af så ideelle klimatiske forhold, at man ikke behøver nævne værdig behandling mod skimmel eller svamp. Kun organisk gødning bliver anvendt, noget som favoriserer udvikling af gunstige mikro-organismer i jorden.

Den tredje regel er kun at anvende højkvalitets vinstokke til beplantning. De valgte kloner prioriterer kvalitet frem for kvantitet.

Vinificering
Også under vinificeringen forsøger man at anvende så naturlige og traditionelle teknikker som muligt. Druerne bliver afstilkede, mast med den ældgamle trædning med fod. Mosten gennemgår derefter en lang gæring udelukkende med druernes egen gærkultur.

Til sidst bliver vinen modnet 20 måneder i nye egetræsfade fra Allier.

Le Négoce des Vins de Vienne
Udover vinene, som udelukkende kommer fra deres nyindkøbte marker i Seyssuel, har de 3 producenter bag Vins de Vienne – med hver især deres erfaring med dyrkning og vinificering i hvert deres område Côte-Rôtie, Condrieu og St. Joseph – besluttet at supplere deres sortiment med vine lavet på druer udvalgt hos andre producenter. Udvælgelseskriterierne er strenge, og kun topkvalitetsdruer bliver indkøbt. Udvalget består p.t. af Côte-Rôtie, Condrieu, Saint-Joseph, Hermitage, Crozes-Hermitage, Cornas, Saint-Peray, Châteauneuf-du-Pape, Gigondas samt Côte-du-Rhône og en enkelt Vin de Table.

Selve vinificeringen følger de samme principper som vinene fra egne marker.

Les Vins de Vienne i dag
Seyssuel
10 ha. Syrah
1,5 ha. Viognier

Vinene
Egen høst (i alt ca. 40.000 fl.):
Sotanum
Taburnum
Heluicum
Faugères ”Transhumance”

Négoce
Ca. 20 vine fra Nordrhône, Sydrhône og Languedoc.

Omsætning: ca. 2 Mio. €.
Totalproduktion: 200.000 flasker.
Ca. 40% går til eksport.

Les Vins de Vienne - 10 aar efter.pdf

De fire venner

Aktiviteter

Vinoble på facebook